Oppe i kystbyen Espergærde i Nordsjælland, sidder kunstner og designer Netta Blaabjerg og laver keramik under sit brandnavn, ENGSNARRE. »Jeg har altid været fascineret af keramik. Da jeg var i starten af tyverne, undersøgte jeg muligheden for at have en keramikovn. Men det er ikke så nemt, i en lille lejlighed på Amager. Så jeg lavede små skulpturer i lufttørrende ler i stedet,« siger hun. Netta Blaabjerg, der nu er midt i trediverne, bor i Espergærde med sin mand og datter.
Hun har beskæftiget sig med flere forskellige materialer og teknikker — herunder akvarelmaling, oliepasteller, linoleumstryk, tekstiltryk, broderi, samt digital grafik. »Jeg tror det er en god ide, ikke at 'gifte' sig med en bestemt teknik, men udforske alt, hvad der virker spændende. Så kan man få nye ideer, der virker på tværs af discipliner. Trykketeknikker til tekstiler, virker også på ler. Der er heller ikke langt fra at snitte linoleum, til at lave sgraffito. Og man kan også male akvarel på ler.«
Netop dét med 'på tværs af discipliner', er ikke en ukendt ting for Netta Blaabjerg. Hende, der har haft en karriere i IT-branchen inden hun blev fuldtidskunstner, bruger jævnligt en 3D-printer til at lave sit eget værktøj, teste prototyper, og producere støbeforme. »Jeg bygger det meste i hånden, men hvis jeg gerne vil ramme en bestemt form helt perfekt, som f.eks. en kop, så designer jeg først koppen, og laver derefter en støbeform til den. På den måde, kan jeg skabe nærmest alt, jeg får ideer til.«
Jeg laver det, jeg gerne selv vil have til mit hjem
Inspirationskilder har hun mange af. Hun nævner bl.a. naturen, dyr og ældre arkitektur. En ældre fiskerlandsby, en børnebog, et vægtapet fra middelalderen — eller bare en flot farve. Hun får mange af sine ideer, når hun er sammen med sin datter. »Min datter inspirerer mig vildt meget. Noget af det, børn er gode til, er bare at kaste sig ud i ting. Hvis de ikke kan lide en tegning, eller en lerfigur, starter de bare forfra. De tænker ikke for længe over ideer, de bekymrer sig ikke om, hvad materialer koster. Det er en letsindighed, der ofte forsvinder med alderen. Jeg kæmper selv med ikke at tænke, at nu må jeg ikke spilde noget dyrt akvarelpapir, for eksempel. Men det er meget mere ærgerligt, at holde sig tilbage.«
Men hvordan beslutter hun, hvad hun skal lave? Og hvornår ved hun, at hun er tilfreds med et værk? »Jeg har kun mig selv, at gå ud fra. Jeg har kun min egen dømmekraft. Jeg ville aldrig kunne gætte mig til, hvad andre vil have, og hvordan de vil have det. Det ville jeg heller ikke føle så meget passion for. Grunden til at jeg elsker, hvad jeg laver, er fordi det i allersidste ende er mig selv, der er målgruppen. Jeg laver det, jeg gerne selv vil have til mit hjem. Og så er jeg bare nødt til at stole på, at hvis jeg selv synes noget er fedt, så er der også andre derude, der synes det.«
April 2026